Rekorddyr politisk reklamekrig

Medierne har været fulde af valgstof siden Lars Løkke Rasmussen trykkede på valgknappen, og valgkampen har også resulteret i en rekorddyr, politisk reklamekrig, skriver Børsen.

Tallene stammer fra Gallup Adfacts, og de viser, at de politiske partier i valgkampens første ti dage har øget deres reklameforbrug med 225 procent i forhold til samme periode under sidste valg. Selv hvis man trækker internetannonceringen fra, så er der tale om mere end en tredobling.

- Partierne har sparet op til det her valg i længere tid end ved sidste valgkamp, ergo har de flere penge at bruge, og derudover spiller de på mange flere mediekanaler end tidligere, siger partiforsker ved Københavns Universitet Karina Kosiara-Pedersen.

Ifølge kampagnechef Sørens Søndergaard fra Dansk Folkeparti er der også en anden forklaring.

- Med hånden på hjertet, må man jo sige, at det i år ser ud til, at der kan ske et sceneskifte, og det har betydet, at alle giver fuld gas på alle pedaler, siger han.

Dansk Folkeparti har brugt 50 procent flere penge på annoncer end under sidste valgkamp. Rent procentuelt har væksten været størst hos partierne i den røde blok. I valgets første ti dage stod de således for knap 40 procent af den samlede annoncering mod kun 12 procent i 2007.

PR er vigtig

96 procent af virksomhederne og organisatiomer betragter PR som en vigtig del af aktiviteterne. Og 78 procent af topcheferne i moderne virksomheder anser i dag PR som en fast del af forretningen.

Det oplyser Markedsføring med henvisning til en uafhængig global undersøgelse, som researchbureauet Brainjuicer har foretaget blandt 150 topledere fra USA, Storbritannien og EMEA-markederne.

Næsten to tredjedele af virksomhederne har øget PR-budgettet inden for det sidste år. To tredjedele mener også, at web 2.0 har gjort PR til en mere synlig proces, og der er udbredt tilfredshed med udviklingen.

Ifølge Markedsføring mener 60 procent, at forbrugerjournalistik har været med til at gøre PR mere forretningskritisk, og at sociale medier har betydning for både indtjeningen og kundetilfredsheden. Undersøgelsen viser også, at topledelsen er stærkt involveret i PR-aktiviteterne, og ikke overraskende bliver PR opfattet som langt vigtigere, når topledelsen er involveret.

Pressestof på under en time

Drevne politikere ved det.

Journalisterne ved det.

En valgkamp begynder altid flere måneder, før statsministeren går på Folketingets talerstol og officielt udskriver valget.

Derfor er timing altafgørende for de politikere, der vil sidde på første række og markere deres synspunkter.

SF’s folketingskandidat i Vestjyllands Storkreds, Kristen Touborg, var da heller ikke sen til at byde de konservatives erfarne Helge Adam Møller velkommen, da han overraskende meddelte, at han stiller op i det vestjyske på Touborgs politiske hjemmebane.

Det tog såmænd kun Kristen Touborg i samarbejde med Tilsted Com en lille times tid at trylle en pressemeddelelse frem og få den udsendt til medierne. Budskabet fra Touborg var positiv og ganske enkel.

- Jeg tror, vi begge glæder os til at tage en tørn mere. Vestjylland har brug for politisk erfaring!

Fantastisk arbejdsår

Josephine skrev og tegnede i sommerferien på tavlen i kantinen.
medarbejdere-på-TC

Til eftertanke…

Det nytter at råbe op, når man har argumenterne i orden.

Så vil både politikerne på Christiansborg og de landsdækkende medier høre efter – og handle på det.

Det beviste vi i fællesskab med sygehuskampagnen.

Da politikere og erhvervsliv på et møde på Cheminova gav mig fuld opbakning til at lave ”Manden med leeen.dk”, skabte vi stor ravage med en storm af tv-omtaler og indslag i de øvrige landsdækkende medier.

Vi blev hørt. Ikke for det gode, men vi blev hørt.

Dengang foreslog jeg også, at vi skulle holde skatten tilbage som et pressionsmiddel.

Flere deltagere på mødet anså det som utopi.

I dag fastslår fremtidsforsker Jesper Bo Jensen i DR Midt & Vest, at lavere skat kan holde på unge vestjyder, så de ikke i stor stil forlader kommunerne i Region Midtjylland.

Han siger bl.a., at politikerne skal diskutere, hvordan tendensen vendes. Jesper Bo Jensen er ikke i tvivl om, hvilken effekt det vil have, hvis man i de vestjyske kommuner skal betale 10 procent mindre i skat end i Aarhus Kommune!

Budskabet er med andre ord ikke utopi.

Metoden til at åbne landspolitikernes øjne er at råbe op. Argumenterne har vi, og vi ved, hvordan vi i fællesskab skal gøre det.

Der er kun os selv til at handle aktivt.

 

Venlige hilsener

Bent Tilsted

Tænker anderledes - handler kreativt

Han brænder for at gøre en forskel

Kommunikationsekspert, pressefotograf og provokatør Bent Tilsted fylder 60

Man kan sige meget om stifteren af kommunikationsbureauet Tilsted Com i Naur ved Holstebro, Bent Tilsted, men man kan ikke beskylde ham for at være som alle andre. Han tænker anderledes – og handler kreativt!
I mere end 25 år er det kommet ikke mindst bureauets kunder til gavn, når de har haft brug for anderledes måder at skabe opmærksomhed på.
Tirsdag den 16. august fylder Bent Tilsted 60 år. En skillevej for mange, men ikke for fødselaren, som brænder for kommunikationens mangfoldige muligheder og løsninger – og for at gøre en forskel.

Den jyske fotograf
I mange år arbejdede han udelukkende som jysk pressefotograf for en stribe landsdækkende dag-, fag- og ugeblade. Det var, før Danmarks Radio og senere TV2 oprettede regionale redaktioner, og dermed tilegnede han sig en erfaring og et netværk, som for 25 år siden dannede grundlaget for Tilsted Com.
Som freelancepressefotograf arbejdede Bent Tilsted bl.a. sammen med redaktør Rolf Poulsen på NNF’s redaktion, der havde til huse på gården Nørager i Naur. I dag er gården rammen om kommunikationsbureauet Tilsted Com. Han var i den periode også fast freelancefotograf for en række andre landsdækkende fagblade.
Desuden var han fast billedleverandør til Berlingske Tidende, BT, Ekstra Bladet, Morgenavisen Jyllands-Posten og Børsen samt for billedbureauerne Polfoto og Nordisk Pressefoto (i dag Scanpix).

Et kommunikationshus
Bent Tilsteds liv har altid været fyldt med kommunikation, journalistik og ikke mindst pressefotografering.
Først som en – ind imellem provokerende – talsmand for skoleeleverne i hjembyen Struer og i 1969 som stifter af Lands-Organisationen af Elever, LOE. Senere som journalist- og pressefotografelev på Skive Folkeblad og i 1970’erne som freelance-pressefotograf.
I flere år udgav og producerede han et rejsemagasin, som Morgenavisen Jyllands-Posten distribuerede, og i otte år udgav han Månedsmagasinet Erhverv Midt Vest i Viborg og Ringkjøbing amter.
I midten af 1980’erne stiftede han Tilsted Com og fik dermed opfyldt sit ønske om et rendyrket kommunikationshus. Et bureau ude på landet med marker som nærmeste naboer.
- Dem, der kan finde herud, er dem, der vil noget, som fødselaren bemærker.

At skille sig ud
Det faglige udgangspunkt for Bent Tilsted og Tilsted Com er at lave topprofessionelt arbejde.
- Det letteste er at tænke som alle andre og handle derefter. Men så adskiller man sig ikke fra flertallet, og man forhindrer kreative idéer i at slå rod og måske vokse frem til noget helt specielt. Vi skal give kunderne et modspil. Vi skal udvikle lige netop dét, der får vore kunder til at adskille sig fra deres konkurrenter, siger Bent Tilsted.
- Det gælder om at lytte, se muligheder og udvikle noget, der har kant. Vi skal overbevise kunderne om, at det vil virke for dem, men i sidste ende er det kunderne selv, der skal vælge, siger han.

Søg indflydelse
Kommunikation handler blandt meget andet om at gøre sin indflydelse gældende de rigtige steder på de rigtige tidspunkter i form af lobby- og spinarbejde.
Bent Tilsted har altid forsøgt at være på forkant med de faglige forandringer, der konstant sker i kommunikationsbranchen. F.eks. begyndte han i 1984 at arbejde med spin i det politiske liv – og der skulle gå en del år, før den disciplin blev almindelig kendt i Danmark.
Tilsted Com var også et kommunikationsbureau, adskillige år før Dansk Kommunikationsforening begyndte at røre på sig – og lang tid før andre udvidede deres marketing- eller reklamebureauer til at omfatte total kommunikation. Det gjorde, at Tilsted Com i 2006 vandt ”Kommunikationsprisen”.

På kanten af livet
For godt et år siden mistede han pludselig og uden varsel sit livs kæreste, da hans hustru, overlæge Dorthe Tilsted, 46, døde af en hjerneblødning.
- Da oplevede jeg at stå på kanten af tilværelsen og med ét slag måtte ændre mit og mine børns liv. Jeg måtte revurdere det hele, fortæller Bent Tilsted, der er alenefar for Victoria på 20, Joachim på 17 og Josephine på 10 år.

- – - – - – - – - -

Bag om fødselaren

Bent Tilsted var i mange år en skattet fotograf for ugebladet SE og HØR med den legendariske chefredaktør MEP som mentor. Navnlig Bent Tilsteds evne til fotografisk at hæve pige-konkurrencen Miss Solskin op på et højt fagligt niveau har skabt stor respekt.
”Han har en ganske speciel evne til det med Miss’erne. De er trygge ved ham. Og han er absolut Danmarks bedste pigefotograf, når det drejer sig om at fotografere dem i flok”, skriver MEP i sin erindringsbog ”Ærligt talt”.

Bent Tilsted har drevet forlagsvirksomhed siden 1997. Forlaget har i en årrække udgivet og produceret en stribe børnebøger.
Senest er forlaget blevet godkendt som kongelig hofleverandør og har både produceret og udgivet den meget flotte og roste ”Kongehusets Nytår”, der går bag om kulisserne ved de royale nytårstafler.

Frivilligt arbejde i lokalsamfundet og i forskellige foreninger og organisationer er vigtigt for Bent Tilsted.
Han var bl.a. initiativtager til fællesspisning i 2007 i Naur-Sir Sogne, hvor der første  mandag i hver måned  blev samlet flere hundrede til spisning, politisk og kultur snak med kulturpaver og ministre som de besøgende.
Han er også med i kulisserne bag Code of Care, som arbejder for, at erhvervslivet både lokalt, regionalt og på landsplan tager et større socialt ansvar over for mennesker, som ikke passer ind i det normale arbejdsliv.

Bent Tilsted fylder 60 år.

Bent Tilsted fylder 60 år.

skrevet af journalist Flemming Hove Nielsen

Ole’s levende billeder

Kun ved konstant at udvikle sig og nysgerrigt afprøve nye faglige discipliner, bliver man en bedre fagmand.

Sådan en type er Tilsted Com’s fotograf Ole Mortensen.

Sideløbende med, at han ved enhver given lejlighed søger nye udfordringer og med stor succes deltager i fotokonkurrencer på højeste niveau, udvider han sit talent for at arbejde med levende billeder.

Senest har Ole Mortensen produceret en videofilm om, hvordan det gik til, da den nye profilbog for Holstebro Kommune blev præsenteret på Knudsen’s i Holstebro.

Flere end 100 gæster deltog, og i videofilmen kan du bl.a. opleve syngende Kulturvægtere, fløjtenisten Flavia Jørgensen og tilfredse ord fra borgmester H.C. Østerby, kommunaldirektør Lars Møller og indehaver af Tilsted Com, Bent Tilsted.

Den nye 264-siders store profilbog, der er udarbejdet og produceret af Tilsted Com, indeholder bl.a. 723 nye billeder og er tilgængelig i både trykt form, som elektronisk udgave på internettet, på usb-stik og i en mini-udgave beregnet på turister.

Og hvis du gerne vil se og høre alle ordene fra bogpræsentationen kan du se den lidt længere udgave af filmen her.

Blogging afløser hjemmesider

Blogs afløser de traditionelle hjemmesider, og derfor bliver det endnu vigtigere at kunne begå sig på blogs.

Det konstaterer webredaktør hos Health Online, Anne-Grete Belmadani, i en artikel på jobportalen jobindex.

- Vi bliver nødt til at forholde os til, hvad andre siger og mener. Vi kan ikke gemme os bag en hjemmeside mere. Vi er nødt til at gå i dialog,” siger hun.

Blogs har ifølge Anne-Grete Belmadani to vigtige funktioner: Man kan følge med i, hvad kunder for eksempel mener om ens produkter, og man kan kommentere andre blogs og påvirke debatten. Hun mener desuden, at et godt indhold er det allervigtigste i en god blog.

- Det handler om at aktivere læserne og give dem noget, de kan bruge. Når man for forlader en blog, skal man være blevet beriget. Derudover skal man sørge for at skabe trafik ved at søgeoptimere på Google, men det er underordnet, hvis man ikke har et godt produkt, siger hun til jobportalen.

Anne-Grete Balmadani mener, at det er nemt at gå i gang med at blogge, fordi man gratis kan oprette sig på for eksempel Blogger.com eller Wordpress.com. Det kræver ikke nogen særlig teknisk indsigt at melde sig til. Når man har passwordet, og de tomme felter er klar, er det oftest afgørende for bloggens succes, at man giver noget af sig selv.

Billedets magt er altafgørende

Billedets magt er altafgørende
frit efter prædiken af pastor Henrik Guldbrandt Kjær, Naur-Sir, Holstebro.

Vil USA gå under, og Kina blive den nye supermagt, der fremover vil diktere verdensordenen?

Det er der mange, der spørger sig selv om, for kineserne puger penge til sig i en grad, man ikke har set i 100 år – sidst, da var det vist amerikanerne, der blev styrtende rige pga. handel med stort set alle deltagere i 1. verdens-krig!

I dag er USA ved at gå konkret fallit, da deres statsgæld med hastige skridt nærmer sig bruttonationalproduktet. Det betyder, at rentebyrden for så astronomisk en gæld truer med at kvæle hele samfundsøkonomien.
Nej, siger maleren og kunstneren David Hockney, Kina vil ikke overgå amerikanerne, for Kina kan i modsætning til USA ikke håndtere billeder!
Se, denne vanvittige påstand må jeg lige gøre lidt nærmere rede for, så I ikke tror, at også jeg fuldstændig har mistet realitetssansen.

Palmesøndag luftede jeg den tanke fra Hockney, at billeder ikke længere kan spærres inde af hverken kirken eller medierne – med den nye teknologi ligger magten over billedet ingen steder, for alle kan sende, hvad de vil, til hvem de vil – og dette er ganske revolutionerende!

Vi ved det af smertelig erfaring som danskere, at 12 sjo-ve tegninger pludselig kan ende i blod og kaos på den anden side af jorden – fordi man der ikke kan håndtere billedet!

At lave billeder har altid været et særkende ved mennesket – helt tilbage til de 40.000 år gamle hulemalerier i Frankrig, har mennesket ville fastholde eller udfordre virkeligheden med sine skabende evner – og billedet er det mest magtfulde, vi kan skabe.
Man siger ofte, at pennen er stærkere end sværdet – men penslen eller fotografiapparatet er endnu stærkere, for billedet taler umiddelbart til vore følelser, mange gange desværre ofte uden at vi kan nå at mobilisere bare en fornufttig tanke – raseriet over en tegning kan sætte både hjerter og ambassader i brand på ingen tid!

Billedets magt er altafgørende, når man er magthaver – for hvis andre blander sig i forvaltningen af billedet, så har man ikke den fuldstændige kontrol over folket og dets følelser for staten.
Derfor er Kina et truet land set indefra, medens USA, trods alvorlige økonomiske problemer, har omgangen med billedet på sin side – for USA har FRIHEDEN til at omgås billedet – i modsætning til Kina. Siger i al fald Hockney, og jeg har rigtig meget til overs for tankegan-gen.

Friheden er på spil til alle tider – og billedet har som det stærkeste medium til alle tider været det farligste medi-um for diktatoriske magthavere.
Også i dag, Skærtorsdag, er friheden på spil, når vi hører om Jesu sidste måltid som et påskemåltid.

Jødernes påskemåltid er et frihedsmåltid, en fejring af udvandringen fra Ægypten, udvandringen fra slaveriet til friheden i Guds eget land, Kana’ans land. Dette frihedsmåltid bliver et billede i sig selv på Guds godhed og barmhjertighed, ja, måltidet knytter endda også an ved tidligere paradisbilleder, hvor man forestillede sig det evige liv som et uendeligt festmåltid.
Jesu afskedsmåltid har mange bedrøvelige ansatser – ikke mindste Judas’ forræderi lægger sig som en mørk skygge over det måltid, der skulle have været en fest.
Men det bliver en fest – en fest, vi her i 2011 stadig deltager i – ikke mindst, når vi går til alters og ihukommer, at Jesus Kristus blev billedet på den ulti-mative frihed.
Jesus Kristus er mere end et billede, ligesom nadveren er mere end et mindemåltid – for Jesus Kristus er Gud selv, ligesom nadveren er en begivenhed, hvor Gud giver sig selv til os for at være hos os og give os friheden til at leve uden frygt og skam.

”For øjet skjult, for hånden tom
Du vandrer i din helligdom,
Men kendes dog på røsten din,
Når du velsigner brød og vin.”

Sådan synger vi med Grundtvig i den sidste salme i dag, og der møder vi umiddelbart en virkelighed, der ingen billeder har – for øjet skjult, for hånden tom. Men vi skal ikke lade os narre, for er der nogen, der kan give os billeder på nethinden, er det Grundtvig med sine ekstraordinære billedord.
Vores kirke har i 500 år været en Ordets kirke, men det skal ikke få os til at glemme den billedrigdom, vi møder i såvel Bibel som salmebog – hvad ville billedkunsten have været uden dem – og efter Reformationen?
Nadveren er et billede, der udvider sig – fra at være et billede på en forknyt forsamling af mester og tvivlende disciple, bliver det på den anden side af Påskemorgen til et billede af det sidste offer, det endelige offer, der over-flødiggør alle senere ofre.
Jesus Kristus er som det sidste påskelam billedet på fri-gørelsen fra synd, død og djævel – selvom ikke mange danskere efter sigende tror på synden længere – død og djævel er også rigeligt at blive fri for!
Jesus Kristus er døren ind til friheden – som påskelammet i Det gamle Testamente var billede på beskyttelse mod død for at skåne livet, således bliver Jesus Kristus et billede på overgangen fra død til liv.
Jesus Kristus er et symbol på kærlighed og tilgivelse og forsoning. Jesus Kristus er et billede på det perfekte menneske, et billede på, hvordan

Gud ville være som menneske på jorden. Men ligesom man ikke kan gå gennem billedet af en dør – det kan man kun gennem den rigtige dør – således er Jesus Kristus mere end billede og symbol – Han er den virke-lighed, billedet afbilder – Han virker det, Han symbolise-rer!
Jesus Kristus er nemlig ikke kun et medium, altså billedbærer eller budbringer, nej, Han er ganske usædvanligt fuldstændigt sammenfaldende med det, Han bringer budskab om. Jeg og Faderen, vi er et, siger Jesus Kristus ofte, og det betyder, at Guds Ord er kød og blod i Jesus Kristus.
Af samme grund må vi gerne bæve og skælve en anelse, når vi går til alters – for det er Himmelens og Jordens skaber, vi spiser og drikker med, ja, Han giver os sig selv som gave hver eneste gang – og fuldender den totale for-soning i et evigt øjeblik.
Billedet er det stærkeste medium til at bringe budskaber rundt blandt folk – og derfor er det farligt for denne verdens herskere. Men forkyndelsen af Jesus Kristus som være kommet til os i kød og blod er et tusind gange stærkere budskab, hvor det bebudede er ét med Ordet: at universets hersker har bøjet sig ned. lagt sig i vore hjerter og derved gjort os frie.

BGB bedømmelse af Danablu

Danablu bedømmelse from Ole Mortensen on Vimeo.

En lille film lavet for Landbrug og Fødevarer.

BGB bedømmelse af Danablu oste.

Se mere om BGB her: www.danskebgboste.dk